”Jeg er en af de heldige, og alligevel føler jeg nogle gange nærmest, at tiden er min fjende. For hver dag, der går, føles det som om, at muligheden for, at kræften vender tilbage, rykker nærmere”, fortæller Randi. For hende er noget af det sværeste at vide, at hendes familie også lever med følgerne af brystkræften.
”Mine sønner var kun 9 og 14 år, da jeg fik diagnosen, og de var så bange for, at de ville miste mig. En af mine sønner, som nu er 33 år, fortalte mig forleden, at han stadig har mareridt om, at jeg dør. Det viser, at traumet og følelsen af usikkerhed er noget, vi stadig lever med.”
Det er vigtigt at have nogen at tale med om usikkerheden og den langvarige påvirkning, som sygdommen har på hele familie, fortæller Randi, der som brystkræftoverlever og psykolog har en ret unik erfaring, når det kommer til den mentale byrde ved brystkræft.
”Gennem mit arbejde for Dansk Brystkræft Organisation har jeg opbygget en erfaring, som har hjulpet mig med at bearbejde mine følelser og oplevelser. Jeg startede med at skrive en håndbog om brystkræft, fordi jeg følte, at den information, der var tilgængelig var så dårlig. Den var svær for mig at skrive, men det har hjulpet mig meget og givet mig en anledning til at blive ved med at tale om det, jeg har oplevet. Jeg tror også, det er vigtigt for andre brystkræftoverlevere at have et forum, hvor man kan lære og føle sig lyttet til og inkluderet.”
At brystkræftoverlevere har brug for mere hjælp og støtte til at håndtere senfølgerne ved brystkræft oplevede Randi bl.a. da hun gennem sit arbejde i Dansk Brystkræft Organisation var med til at lave et webinar om emnet:
”Første gang vi holdt webinaret om senfølger efter brystkræft, måtte vi gentage det. Der var så mange, der gerne ville deltage, fordi der aldrig før var nogen, der havde talt med dem om senfølger!”
Randi arbejder for, at brystkræftoverlevere skal få et godt liv efter brystkræft, bl.a. gennem sit arbejde i Roche Global Breast Cancer Council:
”Der er stadig masser af arbejde, der skal gøres. Og derfor er det vigtigt for mig at være en del af Roche Global Breast Cancer Council, som én af de ting, jeg gør. Det giver mig mulighed for at møde mennesker fra hele verden, som har samme slags tanker, følelser og problemer som mig, så vi kan hjælpe hinanden med at klare det næste kapitel i vores historie med brystkræft. Hvis vi allesammen står sammen, lærer af hinanden og tager fat, så kan vi virkelig skabe en bevægelse, der kan skabe positive forandringer”, siger Randi og slår fast, at kampen for at hjælpe de mennesker, der lever med sygdommen, skal kæmpes året rundt – og ikke kun i oktober måned, som er international brystkræft-måned:
”Som én sagde til mig forleden: Jeg har brystkræft hele året, ikke kun i oktober”.
Danmark er det land i verden, der har den højeste forekomst af brystkræft blandt kvinder: 328,3 kvinder pr. 100.000 kvinder.
(Kilde: World Cancer Research Fund International)
Roche Global Breast Cancer Council (GBCC) består af repræsentanter for patienter, sygeplejersker og læger verden over, som har en bred viden om og ekspertise indenfor brystkræft. Formålet med GBCC er at skabe et forum, hvor de kan dele ud af deres viden og råd samt finde måder at møde menneskers behov og lytte til brystkræftmiljøet verden over.
GBCC er støttet af og samarbejder med Roche.
Denne hjemmeside er målrettet danske sundhedsprofessionelle, medier og offentligheden. Kontakt Roche Pharmaceuticals A/S for yderligere information.